Toblokssystemet

Frem til 1901 var der 2 partier der kæmpede om magten. De 2 partier var Højre og Venstre. Socialdemokratiet var stadig  et meget lille parti i Folketinget, og havde derfor ikke mulighed for at komme til magten. Efter systemskiftet opstod der ret hurtigt et toblokssystem, som afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen. På den ene side var Højre, som i 1915 skiftede navn til Det Konservative Folkeparti. Det var et udtryk for at partiet nu accepterede den lige og almindelige valgret og parlamentarismen fuldt ud. På den anden side var Venstre, som gradvist flyttede over på samme side som Højre, da dets venstrefløj i 1905 imod militærudgifternes størrelse, havde dannet deres eget parti, Det Radikale Venstre. De tog sig nu også af husmændenes sag.

Det Radikale Venstre dannede regering i 1909-10 og igen i 1913-20. De blev støttet af Socialdemokraterne, som var venstreorienterede. Socialdemokraterne stormede frem som følge af industrialiseringen, og blev derfor det næststørste parti i Folketinget.

Den demokratiske ændring af Grundloven blev gennemført under radikal ledelse. De 4 partier blev enige om en ny Grundlov i 1915. Som start på den nye Grundlov, skulle der ændres noget. De største ændringer var, at den privilegerede valgret til Landstinget blev afskaffet, og at nye grupper fik valgret, herunder kvinder og alle tjenestefolk. Valgretsalderen blev nedsat til 25 år til Folketinget. Til Landstinget blev valgretsalderen sat op fra 30 til 35 år (den konservative garanti var altså ikke helt afskaffet). Noget andet den nye Grundlov bestemte var, at partierne skulle være ligeligt repræsenteret, der skulle med andre ord indføres forholdstalsvalg. Nogle andre ting der skulle ændres ved den nye Grundlov var, at afskaffe den privilegerede valgret til Landstinget, som var en stor ting for Højre at gå med til.

I 1920 blev der indført en ny valglov. Den nye valglov indførte den kendte udjævningsorden med tillægsmandater. Som følge fik det nye Konservative Folkeparti en meget stærkere position i Folketinget.

Antallet af valgberettigede steg med udvidelse valgretten (1915- Grundlovens udvidelse af valgretten). Antallet steg fra 18 % af befolkningen til 40-45 % ved folketingsvalget i 1918. ikke nok med det, så steg valgdeltagelsen til ca. 80 %.
Hvilken regering der blev udnævnt, skulle forsamlingen afgøre. Det styrkede parlamentarismen, da det hvilede på en meget bred vælgerbasis.   

Siden 1849 var demokratiseringen skredet fremad. Det medførte til, at kredsen af vælgere var blevet mere end tredoblet, valgdeltagelsen var steget, partierne var blevet fastere organiserede, og de repræsenterede mere entydigt end tidligere, hver sin befolkningsgruppe.

Vælgerne var altså i højere grad med til at afgøre, hvilken regering der skulle dannes. På baggrund af det, kan man godt sige, at demokratiet nu var realiseret.   

Christina


 Forfatningskampen

Venstre (som bestod af bønderne) søgte at tvinge sin vilje igennem, da deres krav om parlamentarisme blev afvist af Højre (som var godsejernes parti). Venstre nægtede i 1873 at stemme for finansloven, og det endte med at Højreregeringen stod af i 1874. Alligevel blev dette ikke en sejr for Venstres synspunkter, da Højre fik en ny regeringsleder, godsejeren J.B.S. Estrup. Det centrale for Estrup var, at Kongen selv havde ret til at vælge sine ministre, og han havde ikke nogen respekt for folketingsflertallet. Med Estrup som statsminister fra 1875 til 1894, lagde Venstre et massivt pres på regeringen. Der blev skåret til et minimum på bl.a. finanslovsbevillingerne og lovgivningsarbejdet. For at lovene  kunne vedtages, skulle begge partier godkende forslaget, men Venstre var ikke enige og lod derfor forslaget ligge. 

 

Anne

"Maalet er fuldt!" af Louis Pio

Louis Albert Francois Pio var en dansk socialistisk pioner, der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark. Louis Pio var oprindeligt ansat hos postvæsenet, men fik sin interesse for socialismen gennem historiske studier. Han var optaget af Pariserkommunen, og samtidig fik han kontakt til Internationale og blev inspireret af de engelske fagforeninger. Han var med til udgivelsen af ugeavisen "Socialisten", som var Danmarks første arbejderavis. Derudover var han initiativtager til dannelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark i oktober 1871.

Den 2. maj 1872 inkaldte Louis Pio til et møde for abejdere, som skulle afholdes d. 5 maj på Københavns Nørre Fælled i solidaritet med de københavnske murere, der strejkede over deres arbejdsforhold. Indkaldelsen blev ledsaget af artiklen "Maalet er fuldt!". Natten til d. 5 maj blev Pio, sammen med to andre ledere, arresteret, men trods dette dukkede tusinder af arbejdere op på Nørre Fælled.

Type: en tale i en artikel (Han opfordrer igennem artiklen)
Afsender: Louis Pio
1. eller 2. håndskilde: 1. håndskilde, da den er skrevet direkte af Louis Pio
Modtager: Københavns arbejdere
Primær eller sekundær kilde: primær kilde, fordi det er et levn, da den forklarer om tidens holdninger til arbejdernes vilkår (skrevet på den tid - samtid (det er ikke skrevet fx 30 år senere)).
Kildens synsvinkel: Set fra Louis Pio, dermed en arbejders øjne - tager arbejdernes parti.

Hvor har kilden mest værdig?
Som levn

Hvad beretter kilden om?
Kilden beretter om arbejdernes dårlige forhold, murernes strid og arbejdsgiverne. Arbejderne skal ikke finde sig i det og de skal gøre noget ved det.

Hvilke samtidige tendenser og ideer præger kilden?
Ideer om kampen om et klasseløst samfund. Arbejderne begynder at kæmpe for deres ret. 


Hvilke overordnede problemstillinger kunne man bruge kilden til at belyse?
Arbejderkonflikten 1871

1. Redegør ud fra lektien for årsagerne til de dårlige boligforhold i København

Boligerne omkring århundredeskiftet
I den anden del af 1800-tallet, var det at byerne voksede kollosalt. Da arbejderklassen samtidig voksede, skulle der findes en masse boliger. Det pressede boligmarkedet og fik derfor helt nye boligformer til at vokse frem. Bl.a sumpede kældre, loftsrum m.m. Den liberale økonomi fremmede en synlig fattigdom og en medfølgende sundhedsfare.

Boligforhold og boligmangel i byerne
I anden halvdel af 1800-tallet begyndte de større industribyer at vokse voldsomt. Indbyggertallene steg kraftigt og dette havde byerne svært ved at håndtere mht. boliger. Dertil måtte der bygges en masse nye boliger, ligesom det også blev nødvendigt, at få flere mennesker ind i de allerede eksisterende boliger. Man kom derfor til at bo meget tæt og byggerierne kom til at lægge tæt op ad fabrikker og lign. Lejlighederne blev meget små, fordi man skulle bygge så mange, så man boede mange sammen i meget små lejligheder. Disse lejligheder var ikke gode og sunde. Mange af dem var fugtige, og tit lugtede der ikke for godt, for frisk luft var der ikke meget af.

Det liberalistiske boligmarked

Som tidligere nævnt, opstår der et boligproblem i følge af industrialiseringen. Før vandringen fra land til by fandt sted, boede arbejderen nogle gange hos sin arbejdsgiver. Det var en del af det tætte arbejdsfællesskab. Da industri- og byarbejderen ikke mere kunne bo i arbejdsgiverens husstand, havnede han på et frit boligmarked. På boligmarkedet blev han af markedskræfterne placeret i byens mindre attraktive boliger - som var det eneste han havde pengen nok til at betale for.
Hos myndighederne var der ikke den store hjælp at hente, da den liberale økonomi fremmede fattigdom og sundhedsfare. Ikke nok med det, så var kloarkerne rigtig ulækre. De bostod for det meste af åbne render i gaderne. Derudover flød affaldet over det hele, især i de utætte gaderender, hvor det ikke blev fjernet fra. Derfor ender det hele i en sundhedmæssig katastrofe, hvilket er skyld i, at koleraepidemien bryder ud i 1853. Det medførte at der var flere tusinde der døde i København.  

Dengang enevælden blev ophævet i 1848, var det, at de nationalliberale kom til magten. De brugte alle deres kræfter på at føre de nye principper om frihandel og markedsøkonomi ud i livet.

Bygningslovgivning og bebyggelsesregulering
I 1853 var koleraepidemien så slem, at Københavns bystyre følte sig tvunget til gøre noget ved boligforholdene. Derfor kom der i 1854 byggelove for København, som krævede, at et byggeri skulle godkendes inden det blev iværksat. I 1856 blev en ny lov fastslået, at nye huses højde ikke måtte overskride gadens bredde med tillæg af en fjerdedele, og nye gader skulle være mindst 12½ m brede. Derudover skulle kælderbeboelser standes og nye latrinhuse skulle ligge mindst 1,9 m fra en vandpost eller en brønd. Disse restriktioner kom industrien på tværs, og derfor blev kælderbeboelser igen tilladt i 1871. I 1873 blev lejligheder under 32 m2 dog fritaget for den afgift, der hidtil havde været på alle lejligheder. Dette medførte, at byggeri af små lejligheder vokser.
De, der blev ramt af koleraepidemien, blev etableret i teltlejre uden for byens volde.
I 1889 blev nye boligbestemmelser lagt. Rum med et iltsted, skulle bl.a. have direkte dagslys fra et vindue, og et beboelsesrum skulle være på mindst 6 m2.

Arbejderbevægelsen og byggeforeningerne

Den første byggestøttelov kom til i 1887. Med byggeforeninger som organisationsform, hjalp det til, at flere hundrede af familier fra arbejderklassen fik løst deres boligproblemer. Det medførte at der blev skabt æstetiske og sundhedsmæssige byggeforeningskvarterer.   

I den indre by begyndte man omkring århundredeskiftet at sanere de ældste og dårligste slumlejligheder med statsmidler. 

                           København ca. 1900


Anne og Christina

Elendighedens boliger og beboere

Byen var fuld af smalle gader. I Peder Madsens gang var der 17 forfaldne etageejendomme og rundt omkring en masse værtshuse. I de 17 forfaldne etageejendomme, boede der omkring 700 fattige mennesker. Pga. de tætte forhold, levede menneskerne under rigtig dårlige forhold. I deres bolig var der bl.a. meget fugtigt og ildelugtende. Et af de værtshuse der lå i nærheden, fungerede både som et værtshus, men også som et logihus. Det var altså indrettet med sovepladser, så værtshusets gæster kunne sove der. Det var ikke kun værtshuset der stillede sovepladser til rådighed. Nogle beboere på samme gade stillede, for en sum penge, også deres beboelse til rådighed for vagabonder, både mænd og kvinder.

7. Ejendomsvurdering af Peder Madsens Gang nr. 14, matr. 298, 6.1.1862

Som nævnt tidligere, var ejendommene forfaldne. Ejendommene bestod af 3 etager.
Der var et forhus på 3 etager med heltag. Det var 4 murflader bredt og for og bagsiden var en grundmur. Resten af grundmuren var til dels bindingsværk. Mod gaden var der to zinkdækkede tagvinduer og mod gården et dobbelt zinkdækket tagvindue. Hermed i forbindelse med et grundmuret trappehus på samme højde som forhuset og halvtaget. Endvidere var der et baghus på 3 sider grundmuret, den ene gavl bindingsværk, 2 etager højt, to murflader bredt med fladt zinktag, hvor der rundt om var jerngelænder.

På første etage var der en gennemgående forstue, med gibsloft og pudsede vægge. Der var trægulv og en butik på 3 murflader, dækket af paneler. Så var der et loft og nogle vægge, en rund ovn, en disk og en skænk, samt på væggen nogle hylder. Så var der et værelse på 2 murflader med gibsloft, pudsede vægge. Til sidst var der en halv murflade køkken med gibsloft, pudsede vægge, åben skorsten, et anretterbord og nogle hylder. 

I det tidligere nævnte trappehus, var der en gevunden trappe med sprossegelænder, med gibs på loftet og et trappeløb. Under det første trappeløb var der en afdeling.
I baghusets første etage var der et værelse, en murflade og en blindemurflade, et gibsloft, pudsede vægge med fodbræder. Der var også et køkken på en murflade med gibsloft, pudsede vægge og en åben skorsten.

På anden etage i forhuset var der to værelser ud mod gaden. De var størrelse med 2 murflader, væggene var beklædte med papir. Der var gibsloft mellem bjælkerne som var oliemalet. Så var der en rund ovn. Bagved var der et værelse på 3 murflader. Der var også gibsloft og pudsede vægge, den var delt på midten med en dobbelt Fyllingsdør. I Sidehuset fortsatte trappen.

I Baghusets anden etage var der et værelse på to murflader med gibsloft, pudsede vægge med fodlister og et køkken på en halv murflade. I gavlen mod naboen var der en åben skorsten med, et komfur, et anretterbord, hylder og rækker samt et lille spisekammer.
Taget herover var dækket med zink og rundt om et jerngelænder.

På tredje etage var der i forhuset ud mod gaden et værelse på 4 murflader. Der var også gibsloft, pudsede vægge med fodlister. Ud mod gården var der et lignende værelse på 2½ murflader. I resten var der en lang gang hvor der var en trappe til Quistetagen med sprossegelænder, hvor der nedenunder var en afdeling, med gibsloft og pudsede vægge. I sidehuset under trappen, var der en udgang til baghusets flade tag.

På Quistsetetagen var der et forhus, bestående af 4 dele. De havde alle gibslofter, pudsede vægge og et fodpanel samt tagpanel, en rund ovn og under vinduerne skabe.

Ud fra beskrivelsen kan vi se, at de dengang ikke havde særlig meget plads derhjemme. Der var stort set intet plads i værelserne og boede derfor meget tæt op ad hinanden. Deres lejligheder bestod ikke af så mange forskellige ting, som Peder Madsen beskrev længere oppe. Denne ejendom skulle være forholdsvis vedligeholdt og blev dengang vurderet til 45.000 rigsdaler. Ejendommen var sidst solgt i 1834. (1 rigsdal = 2 kr.)

Christina


8. Flinchs beskrivelse
Det var ikke kun Peter Madsens Gang, som var en forfalden ejendomsbolig i København på den tid. Prammandens Gang var ligeså en arbejderbolig for fattige arbejdere. A.C.F. Flinch skriver i et brev til den ærede kommission, at disse huler, hvor man sender de fattige og elendige mennesker hen, bør ryddes af vejen, og så skal disse mennesker blandes med de bedre stillede, da de ville kunne lære noget af hinanden. På denne måde ville de dårligt stillede få bedre vilkår og ikke leve separat og udstødt. I de forfaldne boliger var arbejderne gemt væk, og kun et større had blev opbygget mellem arbejdere og de bedre stillede. Han sammenligner dette problem med Napoleon, da han engang byggede arbejderkolonier inde i Paris, hvor det heller ikke gik godt. Flinch mener, at man burde lære af disse fejl, og derfor ikke gøre det samme igen. Han har derfor udarbejdet en plan til omdannelse af både Peter Madsens Gang og Prammandens Gang.
Flinch snakker med Hr. Riise om  planerne, men Riise påstår, at deres planer er ens, og derfor træder Flinch tilbage og vil lade Riise om omdannelsen. Han finder dog senere ud af, at det ikke er helt korrekt, det, som Riise har sagt. Riise vil nemlig lægge en skolebygning inde i boligernes have, så man kommer til at forhindre gennemskæringen til Lille Grønnegade, og derved opretholde Prammandens Gang. Dette vil Flinch ikke være med til, da det vil hindre projektet i at få arbejderne på Prammandens Gang ud blandt de bedre stillede. Derfor foreslår Flinch til kommissionen , at Riise skal genoptage hans plan og lade Flinch følge med i projektet uden, at han behøver at få penge for det med det samme, men bare efterhånden som arbejdet skrider frem.

Det er altså tydeligt at mærke, at de bedre stillede ikke ønsker arbejderne ude blandt dem. De vil ikke bo sammen med arbejderne, da de er fattige og elendige - de er ikke som dem og derfor ikke en del af deres "kultur".

Anne

Arbejdernes arbejdsvilkår

Industrialiseringens indtog i Danmark betød en væsentlig, gradvis forringelse for arbejderklassens vilkår, der voksede frem i løbet af 1800-tallet. Årsagen hertil skal bl.a. findes i den urbanisering, der fandt sted på det tidspunkt, idet den store tilflytning til byerne, gav en stor forøgelse af arbejdskraft således, at lønningerne kunne presses ned på grund af den store konkurrence om arbejde blandt arbejdstagerne. Dette resulterede i en udfladning af lønninger, hvorimod fødevarepriserne steg, hvilket tvang folk til at arbejde endnu mere for at kunne klare hverdagen. Det betød i de fleste tilfælde, at hele familien måtte trække i arbejdstøjet, for at supplere indtjeningen, da den løn manden i huset fik, sjældent slog til, omend han stadig stod for hovedindtjeningen.
En anden årsag var, at det tidligere sociale sikkerhedsnet for håndværkere, laugene, var blevet undermineret af de nye arbejdsbetingelser i den voksende industri.
Hvor svendene tidligere havde boet i mesterens hus, og på den måde fået med og tag over hovedet, boede hovedparten af arbejderne i egne lejligheder, således, at de i højere grad var egen herre. Dertil kom, at det monopol lauget tidligere havde haft på et håndværk, og hermed aftaler om reguleringer af priser, blev alvorligt presset af de industrifremstillede varer, der kunne produceres billigere og hurtigere. Der blev blandt fabriksejerne også arbejdet ud fra princippet om fri konkurrence, så priserne blev presset, for at får dominans på markedet.

På fabrikkerne var arbejdet enormt ensformigt, da produktionen var opdelt, således, at en arbejder ikke var med til hele produktionslinjen, men i stedet kun arbejdede i et produktionsled. Da fremstillingen af varen var afhængig af, at hvert produktionsled arbejdede effektivt, var arbejdernes disciplin vigtig. Der blev stillet strenge krav og regler op, som arbejderne måtte indordne sig efter, ellers risikerede de fyring.

Emil

Tekst 23
En arbejder beskriver d. 28 oktober 1871 i et læserbrev i ”Socialisten” om arbejdernes vilkår. ”Socialisten” var Danmarks første arbejderavis. Arbejderen fortæller her om, hvordan de ikke tør at hjælpe afskedige arbejdere, fordi de er bange for deres arbejdsgivere og især deres værkførere, som de synes er endnu værre. Det viser, hvordan de føler sig magtesløse og ikke engang kan hjælpe andre, fordi de selv er bange for at blive høvlet for det. Arbejderen fortæller også om en brugs- og spareforening, som er lavet til nogle herrers slaver. Ved at vise et mærke får man ugen igennem de varer, som de behøver, og så skal de først betale for dem om lørdagen. Men så kommer arbejderen med et eksempel på en mand, der kun råder over 20 mark om ugen til fødevarer, men som er kommet til at tage for 28 mark. Arbejderen sætter spørgsmålet ved, om han så skal sulte ugen efter. Dette kan jo ikke være rigtigt, men sådan var det dengang. Og som arbejderen også understøtter, så var det ikke unaturligt, at arbejdere med seks børn skulle leve for 4 mark om dagen, og så måtte de endda takke sin herre for det! Derudover er der også beskrevet, hvordan ansatte fik sparket, hvis de bad om at få dagløn for deres arbejde om søndagen.
  Men selvom vi hører om en masse dårlige vilkår i læserbrevet skrevet af en arbejder selv, så prøver denne arbejder faktisk på, at få læserne af bladet (andre arbejdere) til holde hovedet højt og tro på, at de går bedre tider i møde. Arbejderen nævner bl.a. også indirekte, at de skal være taknemmelige for det de har, og at de har arbejde hos en herre, da de uden hans hjælp ville have det endnu værre.
Dette læserbrev fra en arbejder giver os kun et nogenlunde billede af arbejdernes vilkår dengang, da vi kun hører det fra én persons synsvinkel. Det siger derfor kun noget om hans mening om perioden, for vi kan ikke vide, om han har pyntet på noget. Men ud fra det han fortæller, kan vi forsøge at danne os et indtryk af tiden, og det ville være, at arbejderne i hvert fald ikke havde det nemt under industrialiseringen.

Anne

En kvinde fortæller en historie fra hendes barndom (1927)

I kilden fortæller en kvinde om arbejdsforholdene fra sin barndom. Hun boede i Hornstrup fra 1856 til 1868, hvor hende og hendes familie derefter flyttede til Horsens. Hun var dengang 13 år og var den ældste af en flok på 4 børn. Dengang var forholdene ikke særlig gode i Hornstrup, og familien tjente stort set ingen penge. Hun flyttede som sagt til Horsens sammen med sin familie i 1868, da der blev oprettet Crome og Goldschmidt fabrikker. Hendes far var væver og begyndte efterhånden at tjene flere og flere penge. De kom fra et fattigt miljø, hvor faderen arbejdede stort set hele døgnet, til et ”middelklasses miljø”, hvor faderen arbejdede fra kl. 6 om morgenen til kl. 6 om aftenen, med halvanden times frokostpause. Faderen passede kun 2 maskiner om dagen, hvilket var ingenting i forhold til på landet. Livet begynder at se lysere ud. Flere penge på kortere tid. Børnene begynder efterhånden at komme ud at arbejde, og begyndte derfor også at tjene lidt penge.  De fik mulighed for at arbejde i spoleriet, da der dengang ikke var bydrenge.

På baggrund af kilden får man tydeligt forklaret hvordan arbejdernes vilkår i bylivet var. De arbejdede ca. halvdelen af hvad dem på landet gjorde, arbejdet var meget lettere, da de havde maskiner til at gøre tingene for sig, de tjente forholdsvis mange penge og de havde mere tid til familien. 

Christina