1. Redegør ud fra lektien for årsagerne til de dårlige boligforhold i København

Boligerne omkring århundredeskiftet
I den anden del af 1800-tallet, var det at byerne voksede kollosalt. Da arbejderklassen samtidig voksede, skulle der findes en masse boliger. Det pressede boligmarkedet og fik derfor helt nye boligformer til at vokse frem. Bl.a sumpede kældre, loftsrum m.m. Den liberale økonomi fremmede en synlig fattigdom og en medfølgende sundhedsfare.

Boligforhold og boligmangel i byerne
I anden halvdel af 1800-tallet begyndte de større industribyer at vokse voldsomt. Indbyggertallene steg kraftigt og dette havde byerne svært ved at håndtere mht. boliger. Dertil måtte der bygges en masse nye boliger, ligesom det også blev nødvendigt, at få flere mennesker ind i de allerede eksisterende boliger. Man kom derfor til at bo meget tæt og byggerierne kom til at lægge tæt op ad fabrikker og lign. Lejlighederne blev meget små, fordi man skulle bygge så mange, så man boede mange sammen i meget små lejligheder. Disse lejligheder var ikke gode og sunde. Mange af dem var fugtige, og tit lugtede der ikke for godt, for frisk luft var der ikke meget af.

Det liberalistiske boligmarked

Som tidligere nævnt, opstår der et boligproblem i følge af industrialiseringen. Før vandringen fra land til by fandt sted, boede arbejderen nogle gange hos sin arbejdsgiver. Det var en del af det tætte arbejdsfællesskab. Da industri- og byarbejderen ikke mere kunne bo i arbejdsgiverens husstand, havnede han på et frit boligmarked. På boligmarkedet blev han af markedskræfterne placeret i byens mindre attraktive boliger - som var det eneste han havde pengen nok til at betale for.
Hos myndighederne var der ikke den store hjælp at hente, da den liberale økonomi fremmede fattigdom og sundhedsfare. Ikke nok med det, så var kloarkerne rigtig ulækre. De bostod for det meste af åbne render i gaderne. Derudover flød affaldet over det hele, især i de utætte gaderender, hvor det ikke blev fjernet fra. Derfor ender det hele i en sundhedmæssig katastrofe, hvilket er skyld i, at koleraepidemien bryder ud i 1853. Det medførte at der var flere tusinde der døde i København.  

Dengang enevælden blev ophævet i 1848, var det, at de nationalliberale kom til magten. De brugte alle deres kræfter på at føre de nye principper om frihandel og markedsøkonomi ud i livet.

Bygningslovgivning og bebyggelsesregulering
I 1853 var koleraepidemien så slem, at Københavns bystyre følte sig tvunget til gøre noget ved boligforholdene. Derfor kom der i 1854 byggelove for København, som krævede, at et byggeri skulle godkendes inden det blev iværksat. I 1856 blev en ny lov fastslået, at nye huses højde ikke måtte overskride gadens bredde med tillæg af en fjerdedele, og nye gader skulle være mindst 12½ m brede. Derudover skulle kælderbeboelser standes og nye latrinhuse skulle ligge mindst 1,9 m fra en vandpost eller en brønd. Disse restriktioner kom industrien på tværs, og derfor blev kælderbeboelser igen tilladt i 1871. I 1873 blev lejligheder under 32 m2 dog fritaget for den afgift, der hidtil havde været på alle lejligheder. Dette medførte, at byggeri af små lejligheder vokser.
De, der blev ramt af koleraepidemien, blev etableret i teltlejre uden for byens volde.
I 1889 blev nye boligbestemmelser lagt. Rum med et iltsted, skulle bl.a. have direkte dagslys fra et vindue, og et beboelsesrum skulle være på mindst 6 m2.

Arbejderbevægelsen og byggeforeningerne

Den første byggestøttelov kom til i 1887. Med byggeforeninger som organisationsform, hjalp det til, at flere hundrede af familier fra arbejderklassen fik løst deres boligproblemer. Det medførte at der blev skabt æstetiske og sundhedsmæssige byggeforeningskvarterer.   

I den indre by begyndte man omkring århundredeskiftet at sanere de ældste og dårligste slumlejligheder med statsmidler. 

                           København ca. 1900


Anne og Christina