Arbejdernes arbejdsvilkår

Industrialiseringens indtog i Danmark betød en væsentlig, gradvis forringelse for arbejderklassens vilkår, der voksede frem i løbet af 1800-tallet. Årsagen hertil skal bl.a. findes i den urbanisering, der fandt sted på det tidspunkt, idet den store tilflytning til byerne, gav en stor forøgelse af arbejdskraft således, at lønningerne kunne presses ned på grund af den store konkurrence om arbejde blandt arbejdstagerne. Dette resulterede i en udfladning af lønninger, hvorimod fødevarepriserne steg, hvilket tvang folk til at arbejde endnu mere for at kunne klare hverdagen. Det betød i de fleste tilfælde, at hele familien måtte trække i arbejdstøjet, for at supplere indtjeningen, da den løn manden i huset fik, sjældent slog til, omend han stadig stod for hovedindtjeningen.
En anden årsag var, at det tidligere sociale sikkerhedsnet for håndværkere, laugene, var blevet undermineret af de nye arbejdsbetingelser i den voksende industri.
Hvor svendene tidligere havde boet i mesterens hus, og på den måde fået med og tag over hovedet, boede hovedparten af arbejderne i egne lejligheder, således, at de i højere grad var egen herre. Dertil kom, at det monopol lauget tidligere havde haft på et håndværk, og hermed aftaler om reguleringer af priser, blev alvorligt presset af de industrifremstillede varer, der kunne produceres billigere og hurtigere. Der blev blandt fabriksejerne også arbejdet ud fra princippet om fri konkurrence, så priserne blev presset, for at får dominans på markedet.

På fabrikkerne var arbejdet enormt ensformigt, da produktionen var opdelt, således, at en arbejder ikke var med til hele produktionslinjen, men i stedet kun arbejdede i et produktionsled. Da fremstillingen af varen var afhængig af, at hvert produktionsled arbejdede effektivt, var arbejdernes disciplin vigtig. Der blev stillet strenge krav og regler op, som arbejderne måtte indordne sig efter, ellers risikerede de fyring.

Emil

Tekst 23
En arbejder beskriver d. 28 oktober 1871 i et læserbrev i ”Socialisten” om arbejdernes vilkår. ”Socialisten” var Danmarks første arbejderavis. Arbejderen fortæller her om, hvordan de ikke tør at hjælpe afskedige arbejdere, fordi de er bange for deres arbejdsgivere og især deres værkførere, som de synes er endnu værre. Det viser, hvordan de føler sig magtesløse og ikke engang kan hjælpe andre, fordi de selv er bange for at blive høvlet for det. Arbejderen fortæller også om en brugs- og spareforening, som er lavet til nogle herrers slaver. Ved at vise et mærke får man ugen igennem de varer, som de behøver, og så skal de først betale for dem om lørdagen. Men så kommer arbejderen med et eksempel på en mand, der kun råder over 20 mark om ugen til fødevarer, men som er kommet til at tage for 28 mark. Arbejderen sætter spørgsmålet ved, om han så skal sulte ugen efter. Dette kan jo ikke være rigtigt, men sådan var det dengang. Og som arbejderen også understøtter, så var det ikke unaturligt, at arbejdere med seks børn skulle leve for 4 mark om dagen, og så måtte de endda takke sin herre for det! Derudover er der også beskrevet, hvordan ansatte fik sparket, hvis de bad om at få dagløn for deres arbejde om søndagen.
  Men selvom vi hører om en masse dårlige vilkår i læserbrevet skrevet af en arbejder selv, så prøver denne arbejder faktisk på, at få læserne af bladet (andre arbejdere) til holde hovedet højt og tro på, at de går bedre tider i møde. Arbejderen nævner bl.a. også indirekte, at de skal være taknemmelige for det de har, og at de har arbejde hos en herre, da de uden hans hjælp ville have det endnu værre.
Dette læserbrev fra en arbejder giver os kun et nogenlunde billede af arbejdernes vilkår dengang, da vi kun hører det fra én persons synsvinkel. Det siger derfor kun noget om hans mening om perioden, for vi kan ikke vide, om han har pyntet på noget. Men ud fra det han fortæller, kan vi forsøge at danne os et indtryk af tiden, og det ville være, at arbejderne i hvert fald ikke havde det nemt under industrialiseringen.

Anne

En kvinde fortæller en historie fra hendes barndom (1927)

I kilden fortæller en kvinde om arbejdsforholdene fra sin barndom. Hun boede i Hornstrup fra 1856 til 1868, hvor hende og hendes familie derefter flyttede til Horsens. Hun var dengang 13 år og var den ældste af en flok på 4 børn. Dengang var forholdene ikke særlig gode i Hornstrup, og familien tjente stort set ingen penge. Hun flyttede som sagt til Horsens sammen med sin familie i 1868, da der blev oprettet Crome og Goldschmidt fabrikker. Hendes far var væver og begyndte efterhånden at tjene flere og flere penge. De kom fra et fattigt miljø, hvor faderen arbejdede stort set hele døgnet, til et ”middelklasses miljø”, hvor faderen arbejdede fra kl. 6 om morgenen til kl. 6 om aftenen, med halvanden times frokostpause. Faderen passede kun 2 maskiner om dagen, hvilket var ingenting i forhold til på landet. Livet begynder at se lysere ud. Flere penge på kortere tid. Børnene begynder efterhånden at komme ud at arbejde, og begyndte derfor også at tjene lidt penge.  De fik mulighed for at arbejde i spoleriet, da der dengang ikke var bydrenge.

På baggrund af kilden får man tydeligt forklaret hvordan arbejdernes vilkår i bylivet var. De arbejdede ca. halvdelen af hvad dem på landet gjorde, arbejdet var meget lettere, da de havde maskiner til at gøre tingene for sig, de tjente forholdsvis mange penge og de havde mere tid til familien. 

Christina